Juridisk

Handelsbetingelser for SELVIMPORT

Her finder du de gældende vilkår for Selvimports ydelser, herunder rådgivning, afgiftsvurdering, transport, toldsyn og registrering.

Version pr. 01.08.2026

Virksomhedsoplysninger

Virksomhed
GreenCar Imports ApS (herefter "SELVIMPORT")
CVR-nr.
44611791
Adresse
Bækkeskovvej 5, 2665 Vallensbæk Strand
Indhold

1. Anvendelsesområde, aftalegrundlag og definitioner

Disse handelsbetingelser ("Betingelserne") finder anvendelse på enhver aftale mellem kunden ("Kunden") og SELVIMPORT vedrørende rådgivning, afgiftsvurdering, transport, toldsyn, registrering, nummerplader og øvrige ydelser i forbindelse med privat import af køretøjer.

Ved bestilling af en ydelse accepterer Kunden Betingelserne. Betingelserne gælder, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af et skriftligt tilbud, en ordrebekræftelse eller en særskilt skriftlig aftale mellem Kunden og SELVIMPORT.

Ved "Ydelsen" forstås i det følgende den eller de konkrete ydelser, Kunden har bestilt og fået bekræftet hos SELVIMPORT, jf. pkt. 5.

Fravigelser fra Betingelserne er kun gyldige, hvis de er skriftligt aftalt mellem parterne.

Der tages forbehold for taste-, pris- og tekniske fejl, samt for ændringer i registreringsafgift, myndighedspraksis, lovgivning, tredjepartspriser, leverandørforhold og øvrige forhold uden for SELVIMPORTs kontrol.

2. SELVIMPORTs rolle

SELVIMPORT leverer alene de ydelser, som Kunden konkret har bestilt hos SELVIMPORT. SELVIMPORT er ikke sælger, forhandler, ejer, garantist, finansieringspart eller aftalepart i Kundens køb af køretøjet.

Ethvert køb af køretøj indgås direkte mellem Kunden og den udenlandske eller danske forhandler/sælger. Købsaftale, kontraktunderskrift, betaling, levering og øvrige forhold vedrørende selve bilhandlen sker uden SELVIMPORT som aftalepart.

SELVIMPORT hæfter ikke for forhandlerens eller sælgerens oplysninger, handlinger, økonomiske forhold, leveringsevne, betalingsoplysninger, garanti, reklamationsbehandling, ejendomsret, restgæld, kilometerstand, udstyr, historik, stand, skader, fejl, mangler eller andre faktiske eller retlige forhold vedrørende køretøjet eller transaktionen som helhed.

Ethvert krav vedrørende køretøjet eller bilhandlen, herunder krav om afhjælpning, forholdsmæssigt afslag, erstatning, ophævelse, garanti, reklamation, forsinkelse eller manglende levering, skal rettes direkte mod forhandleren/sælgeren.

SELVIMPORTs ansvar er begrænset til Ydelsen, jf. i øvrigt pkt. 13, og kun i det omfang ansvaret følger af aftalegrundlaget, Betingelserne og dansk rets almindelige regler.

3. Kundens ansvar

Kunden bærer det fulde ansvar for beslutningen om køb af køretøjet, herunder vurdering af køretøjets pris, stand, udstyr, historik, dokumentation, handelsvilkår, sælgerforhold og egnethed til Kundens formål.

Kunden er ansvarlig for rettidigt at levere korrekte, fuldstændige og fyldestgørende oplysninger og dokumenter, herunder blandt andet købsaftale, faktura, registreringsattest, COC-dokument, stelnummer, udstyrsliste, kilometerstand, forsikringsoplysninger, fuldmagt og øvrig dokumentation, der er nødvendig for levering af Ydelsen.

Urigtige, mangelfulde eller forsinkede oplysninger kan medføre forsinkelse, ændret pris, ændret afgiftsvurdering, manglende registrering, ekstraomkostninger eller afvisning af Ydelsen. Sådanne følger bæres alene af Kunden.

SELVIMPORT hæfter ikke for fejl, tab, forsinkelser eller meromkostninger, der skyldes Kundens, forhandlerens eller tredjemands oplysninger, undladelser eller forhold.

4. Tredjeparter og leverandører

SELVIMPORT er berettiget til helt eller delvist at anvende samarbejdspartnere, underleverandører og tredjeparter ved opfyldelse af SELVIMPORTs ydelser, herunder transportører, chauffører, synshaller, selvanmeldere, pladeoperatører, værksteder, administrative leverandører og øvrige relevante samarbejdspartnere.

Kunden accepterer, at nødvendige oplysninger, dokumenter og kontaktoplysninger videregives til sådanne tredjeparter, når dette er nødvendigt for Ydelsens udførelse.

Opstår der spørgsmål, forsinkelser, mangler eller øvrige forhold vedrørende Ydelsen, varetager SELVIMPORT dialogen med den relevante leverandør eller samarbejdspartner. Dette indebærer ikke, at SELVIMPORT overtager et videregående ansvar for tredjepartens ydelse, handlinger, undladelser, forsikring, vilkår eller ansvarsbegrænsninger, end hvad der følger af aftalegrundlaget.

Tredjepartsydelser kan være underlagt den pågældende leverandørs egne vilkår, forsikringsbetingelser, ansvarsbegrænsninger og forretningsgange.

5. Ydelser og pakker

En ydelse omfatter alene det, der udtrykkeligt fremgår af tilbud, ordrebekræftelse eller særskilt skriftlig aftale.

Øvrige ydelser, ekstraarbejde, udlæg, ombooking, opbevaring, ventetid, brændstof, opladning, vejafgifter, bro, færge, ekstra syn, teknisk afklaring, dokumenthåndtering og øvrige ikke-aftalte omkostninger kan faktureres særskilt.

Kunden er indforstået med, at tilkøbte ydelser, herunder syn, registrering, manglende dokumentation eller forhold hos tredjemand, kan påvirke leveringstiden.

6. Afgiftsvurdering

Ved bestilling af afgiftsvurdering foretages en bindende afgiftsvurdering af det konkrete køretøj på baggrund af det foreliggende oplysnings- og dokumentationsgrundlag.

Afgiftsvurderingen baseres blandt andet på oplysninger om køretøjets stelnummer, model, variant, første registreringsdato, kilometerstand, udstyr, stand, dokumentation og øvrige relevante forhold.

Det oplyste tilbud kan omfatte registreringsafgift, nummerplader, salær for håndtering og fastsættelse samt eventuelt risikotillæg. Risikotillægget afspejler risikoen ved afgiftsfastsættelsen og kan variere afhængigt af dokumentationens kvalitet, køretøjets stand, udstyr, sammenligningsgrundlag, markedssituation, tilgængelige data og Motorstyrelsens praksis.

Når Kunden accepterer et bindende tilbud, er prisen bindende for den konkrete sag, forudsat at oplysningerne er korrekte, at dokumentationsgrundlaget ikke ændres, og at køretøjet registreres på det forudsatte grundlag.

Motorstyrelsen kan efter registreringen foretage pristjek eller efterkontrol. Eventuelle efterreguleringer af registreringsafgiften håndteres som led i SELVIMPORTs service. Kunden bliver derfor hverken efteropkrævet eller kompenseret ved en efterfølgende ændring af registreringsafgiften.

SELVIMPORT kan til enhver tid kræve yderligere oplysninger eller dokumentation, før en afgiftsvurdering udarbejdes, fastholdes eller gennemføres. Fremskaffes de nødvendige oplysninger ikke, kan Ydelsen afvises, udsættes eller ændres.

7. Tryghedspakken

Ved køb af Tryghedspakken yder SELVIMPORT rådgivning og praktisk bistand i forbindelse med Kundens bilhandel.

Ydelsen kan efter aftale omfatte dialog med forhandler, indhentelse af oplysninger, gennemgang af dokumenter, vejledning om betaling, kontrol af relevante biloplysninger, gennemgang af stelnummer, gennemgang af købsaftale eller faktura samt generel sparring om importprocessen.

Tryghedspakken er alene en rådgivnings- og bistandsydelse. SELVIMPORT overtager ikke ansvaret for køretøjet, forhandleren, sælgeren, købsaftalen, betalingen, leveringen, garantien, reklamationsbehandlingen, transaktionen eller handlens opfyldelse.

SELVIMPORT garanterer ikke, at køretøjet er fejlfrit, at forhandlerens oplysninger er korrekte, at køretøjet kan leveres, at køretøjet kan registreres uden yderligere dokumentation, eller at der ikke efterfølgende kan opstå tvist mellem Kunden og forhandleren.

8. Transport

Ved bestilling af transport arrangeres der transport af køretøjet fra den aftalte afhentningslokation til den aftalte destination. Transporten kan udføres ved chauffør, underleverandør eller anden relevant transportform.

Kunden er og forbliver eneejer af køretøjet under hele transportforløbet. Transporten sker for Kundens regning og risiko, og SELVIMPORT samt eventuelle underleverandører handler i den forbindelse alene på baggrund af den fuldmagt, Kunden har udstedt til brug for transporten, herunder til at køre, håndtere og fremstille køretøjet, jf. i øvrigt pkt. 9. De nærmere regler om forsikring og skadeshåndtering under selve transporten fremgår af de følgende afsnit i dette punkt.

Kunden accepterer, at køretøjet kan køres som led i transporten, herunder fra afhentningsstedet til Danmark, til syn, toldsyn, registrering, opbevaring, klargøring eller anden relevant lokation i forbindelse med Ydelsen.

Der tilstræbes afhentning inden for tre dage fra den oplyste dato, bilen står klar. Ved bestilling i god tid øges sandsynligheden for afhentning inden for det ønskede tidsrum. Efter afhentning tilstræbes ankomst i Danmark inden for 24 timer.

De angivne tider er vejledende og kan påvirkes af blandt andet ferieperioder, spidsbelastning, sygdom, vejrforhold, trafik, helligdage, kapacitet, forsinkelser hos forhandler, manglende dokumenter, tekniske forhold, syn, registrering, myndighedsbehandling og øvrige forhold uden for SELVIMPORTs kontrol.

Kunden er ansvarlig for, at køretøjet er købt, betalt, frigivet, transportegnet og klar til afhentning på den oplyste adresse og dato. Kunden skal sikre, at forhandleren udleverer nøgler, nødvendige dokumenter og øvrigt relevant materiale.

Køretøjet skal kunne starte, køre, bremse, styre og håndteres forsvarligt, medmindre andet er skriftligt aftalt. Kunden hæfter for meromkostninger som følge af, at køretøjet ikke er transportegnet eller ikke er klar til afhentning.

Transporten er forsikret op til 100.000 EUR fra afhentning og frem til levering i Danmark. Overstiger køretøjets værdi dette beløb, skal Kunden skriftligt oplyse dette inden bestilling, således at særskilt dækning eventuelt kan aftales.

Såfremt køretøjet er i SELVIMPORTs eller en samarbejdspartners besiddelse, og kørsel er nødvendig, anvendes der forhandlerplader, prøveplader eller anden lovlig transportform. Efter registrering og montering af nummerplader overgår forsikringsansvaret til Kundens egen forsikring, som denne har oplyst via fremsendt fuldmagt.

Kunden accepterer, at transport indebærer en naturlig risiko for skade, uheld, stenslag, punktering, mekaniske hændelser, vejrforhold, trafikale hændelser og menneskelige fejl.

Opstår der en skade på køretøjet, vurderes og udbedres denne på et værksted. Kan skaden ikke udbedres, kompenseres Kunden af den ansvarlige part efter dennes gældende forsikrings- og dækningsbestemmelser. Der er i alle tilfælde kaskodækning under transporten.

Hvilken part der dækker reparationsudgifterne, afhænger alene af, hvem der har håndteret køretøjet på det tidspunkt, hvor skaden er sket. Opstår skaden som følge af SELVIMPORTs håndtering, dækkes udgifterne af SELVIMPORTs forsikring. Opstår skaden hos en underleverandør, er det underleverandørens forsikrings- og dækningsregler, der gælder.

Ved aflevering skal Kunden straks gennemgå køretøjet for synlige transportskader. Eventuelle skader skal meddeles SELVIMPORT uden ugrundet ophold og dokumenteres med billeder.

Afleveres køretøjet uden fysisk modtagelse, skal Kunden gennemgå køretøjet samme dag. Ved aflevering uden for normal arbejdstid skal reklamation ske senest førstkommende hverdag kl. 12.00.

Køretøjet må ikke tages i brug, flyttes væsentligt eller repareres, før en anmeldt skade er dokumenteret, og SELVIMPORT eller det relevante forsikringsselskab har haft mulighed for at vurdere forholdet. Manglende overholdelse heraf kan påvirke Kundens mulighed for dækning.

Kunden skal anvise en korrekt, tilgængelig og egnet leveringsadresse. Leveringsstedet skal være egnet til lovlig og forsvarlig aflevering af køretøjet.

Kunden, eller en myndig person på Kundens vegne, skal som udgangspunkt være til stede ved aflevering, medmindre andet er aftalt.

9. Toldsyn og registrering

Ved bestilling af toldsyn og registrering bistår SELVIMPORT med de nødvendige ekspeditioner på baggrund af Kundens fuldmagt.

Kunden bemyndiger SELVIMPORT til at foretage de handlinger, der er nødvendige for toldsyn, syn, registrering, nummerplader, afgiftsbehandling og tilhørende administrative skridt.

SELVIMPORT kan anvende synshaller, pladeoperatører, selvanmeldere og øvrige samarbejdspartnere til hel eller delvis opfyldelse af Ydelsen.

Kunden er ansvarlig for, at køretøjet er i synbar og lovlig stand, og at nødvendig dokumentation foreligger. Godkendelse ved syn eller toldsyn garanteres ikke.

Kræves der reparation, yderligere dokumentation, teknisk afklaring, ekstra fremmøde, ny behandling eller anden supplerende indsats, afholdes omkostningerne af Kunden, medmindre andet er skriftligt aftalt.

Registrering kan først ske, når alle nødvendige oplysninger, dokumenter, betalinger, fuldmagter og forsikringsoplysninger er modtaget og godkendt.

Når nummerpladerne er udleveret eller monteret, og køretøjet er registreret, overgår forsikringsansvaret til Kundens egen forsikring.

10. Betaling

Betaling for SELVIMPORTs ydelser sker i henhold til tilbud, ordrebekræftelse, betalingslink eller lignende. SELVIMPORT kan kræve hel eller delvis forudbetaling, før en ydelse påbegyndes.

Ved manglende eller forsinket betaling kan SELVIMPORT suspendere, udsætte eller afvise levering af Ydelsen. Udført arbejde, afholdte udlæg og påløbne omkostninger kan kræves betalt uanset efterfølgende annullering.

11. Fortrydelse og annullering

Forbrugere har fortrydelsesret i det omfang, dette følger af ufravigelig lovgivning, hvilket ved fjernsalg som udgangspunkt er 14 dage, medmindre Ydelsen er påbegyndt eller leveret efter Kundens anmodning i overensstemmelse med gældende regler.

Anmoder Kunden om, at Ydelsen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, accepterer Kunden at betale for den del af Ydelsen, der allerede er udført. Er Ydelsen fuldt leveret efter Kundens udtrykkelige anmodning, kan fortrydelsesretten bortfalde i overensstemmelse med gældende regler.

Ved annullering efter igangsat arbejde, booking, chaufførdisponering, leverandørbestilling eller afholdte udlæg kan SELVIMPORT kræve betaling for udført arbejde, tab, udlæg, gebyrer og øvrige omkostninger.

Ved køb af kompletløsningen anses 50 % af Ydelsen for leveret ved opstart, hvor dialog, rådgivning og den indledende sagsbehandling påbegyndes. Den resterende del af Ydelsen anses for leveret, når køretøjet er registreret og udleveret til Kunden.

Annullering skal ske skriftligt.

12. Reklamation

Reklamation over SELVIMPORTs ydelser skal ske skriftligt uden ugrundet ophold, efter at Kunden har opdaget eller burde have opdaget det forhold, der reklameres over.

Reklamationen skal indeholde en fyldestgørende beskrivelse af forholdet samt relevant dokumentation.

Reklamationer vedrørende selve køretøjet, herunder fejl, mangler, garanti, skjulte skader, udstyr, kilometerstand, historik, levering eller forhandlerens oplysninger, skal rettes direkte mod forhandleren/sælgeren.

Reklamationer vedrørende transportskader skal ske i overensstemmelse med pkt. 8.

13. Ansvar og ansvarsbegrænsning

SELVIMPORT er alene ansvarlig for fejl i egne ydelser, i det omfang ansvaret følger af dansk rets almindelige regler.

SELVIMPORT hæfter ikke for indirekte tab, driftstab, avancetab, tidstab, værditab, tabt arbejdsfortjeneste, mistet brug af køretøjet, følgeskader, tab som følge af forsinkelse eller øvrige indirekte tab.

SELVIMPORTs samlede ansvar er begrænset til det beløb, Kunden har betalt for den konkrete ydelse, som kravet vedrører.

SELVIMPORT hæfter ikke for forhold, der skyldes Kunden, forhandleren, sælgeren, myndigheder, tredjepartsleverandører, force majeure eller øvrige forhold uden for SELVIMPORTs kontrol.

Ansvarsbegrænsningerne gælder ikke i det omfang, ansvar ikke lovligt kan begrænses efter ufravigelig lovgivning.

14. Force majeure

SELVIMPORT hæfter ikke for manglende eller forsinket opfyldelse som følge af forhold uden for SELVIMPORTs kontrol.

Force majeure omfatter blandt andet krig, strejke, lockout, brand, oversvømmelse, storm, ulykker, pandemier, myndighedsindgreb, IT-nedbrud, energisvigt, grænseforhold, toldproblemer, leverandørsvigt, transportforstyrrelser, sygdom, vejrlig, trafikale hændelser og lignende ekstraordinære forhold.

Leveringsfrister udskydes i det omfang og så længe hindringen består.

15. Personoplysninger

SELVIMPORT behandler nødvendige personoplysninger med henblik på levering af de bestilte ydelser, administration, kommunikation, fuldmagtsforhold, afgiftsbehandling, toldsyn, registrering og overholdelse af lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen (GDPR) og databeskyttelsesloven.

Nødvendige oplysninger kan videregives til relevante tredjeparter, herunder transportører, selvanmeldere, synshaller, pladeoperatører, myndigheder og administrative leverandører.

Nærmere oplysninger fremgår af SELVIMPORTs privatlivspolitik.

16. Ændringer

SELVIMPORT kan ændre Betingelserne med virkning for fremtidige aftaler. Den version, som Kunden accepterede ved bestilling, gælder for den konkrete aftale, medmindre andet er skriftligt aftalt.

17. Lovvalg og tvister

Aftalen er underlagt dansk ret.

Tvister skal søges løst i mindelighed. Kan dette ikke ske, kan Kunden indbringe sagen for relevante klageinstanser, herunder Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Tvister, der ikke løses administrativt eller i mindelighed, afgøres ved de danske domstole efter dansk rets almindelige regler.